tirsdag den 7. juni 2016

Matematik og dansk fodbold - 2

Selvom Danmark ikke er med ved EM i fodbold, har vi stadig en del at prale af i forbindelse med det ædle spil. Eksempelvis finder de matematiske polyedre god anvendelse i fodboldens verden. En af de første klassiske fodbolde - 32 felters bolden - er nemlig en dansk opfindelse modelleret ved hjælp af et polyeder: ikosaederet - dvs. det regulære 20-fladede polyeder.
Ikosaeder - et regulært polyeder med 20 flader


32-felters fodbolden er et såkaldt skåret ikosaeder – dvs. et ikosaeder, hvor de 12 hjørner er skåret af, således der fremkommer 12 pentagonale sideflader i stedet for 12 hjørner. Sammen med de oprindelige 20 sideflader i ikosaederet giver det således: 12+20=32 flader eller ’felter’. 
Skåret ikosaeder med 12 pentagonale sideflader og 20 hexagonale sideflader

Se en animation af det skårede ikosaeder her

32-felters fodbolden er faktisk en dansk opfindelse, fordi modellen blev opfundet i 1962 af den tidligere danske landsholdsmålmand Eigil Nielsen - stifteren af boldfirmaet Select.
Eigil Nielsen - landsholdsmålmand og opfinder af verden mest berømte fodboldmodel
Eigild Nielsen var ikke matematiker - han havde blot innovative kompetencer :-). I 1948 var han for øvrigt med til at vinde bronze med fodboldlandsholdet ved OL i London.
Eigil Nielsen ved OL i 1948. Danmark vandt bronze!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar