tirsdag den 7. juni 2016

Matematik og dansk fodbold

I disse EM-tider følger et par indlæg om fodbold og matematik.

Én af danmarkshistoriens største matematikere er Harald Bohr (1887-1951). Harald var lillebror til atomfysikeren og Nobelpristageren Niels Bohr.
Harald og Niels Bohr - to begavede brødre


Harald blev i 1915 professor i matematik ved Den Polytekniske Læreanstalt og senere ved Københavns Universitet (1930).

Harald Bohrs mest kendte resultater indenfor matematik omhandler arbejde med den såkaldte Riemanns zeta-funktion, som du kan læse om her.

Men udover at være en talentfuld matematiker var Harald Bohr før professortiden også en fremragende fodboldspiller. Fra 1903 til 1906 spillede han på AB's førstehold, og han repræsenterede Danmark på fodboldlandsholdet ved OL i London i 1908. Harald spillede på midtbanen og scorede bl.a. to mål i 9-0 sejren over Frankrig i OL-turneringens første kamp. Det danske landshold spillede forrygende under turneringen og vandt sølvmedaljer.

Det danske fodboldlandshold ved OL i London, 1908.
Harald Bohr er på bagerste række nummer fire fra højre  

1 kommentar:

  1. Her kan læseren så skrive mere eller mindre kuriøse kommentarer som f.eks. at fodboldspilleren i midterste række nummer5 fra højre er den legendariske Sofus 'Krølben' Nielsen, der scorede ti mål i 17-1 sejren over Frankrigs førstehold under OL-turneringen - en officiel landskamprekord, der først blev slået i 2002, da Archie Thompson fra Australien scorede 13 mål i Australiens 31-0 sejr over Amerikansk Samoa

    SvarSlet